byen du tror du kender...

                        SE københavn

Om film processen

Filmen ”SE københavn” er optaget gennem de sidste 5 år, og skabt efter en metode, som er inspireret af en række eksperimenterende filmskabere fra 1920’erne.




I produktionen indgår montage fra det øjeblik, temaet i filmen er valgt, til den endelige film er færdig. Med andre ord, der klippes under hele produktionsprocessen.


Filmen starter ikke med et manuskript, forfattet ud fra egne umiddelbare idéer om København, hvilket ville være forudsigeligt. I stedet skabes filmen gennem en vedvarende interaktion med byen. Fotografen begiver sig ud i byen og udforsker den, uden på forhånd at vide, hvad han vil finde, men med et skærpet blik, der søger efter interessante udsnit af virkeligheden. I klipperummet undersøges materialet og dets muligheder, og gennem denne analytiske proces, opdages historier, der kan fortælles om byen.

Samtidig giver det en idé om, hvor fotografen bedst kan fortsætte sin undersøgelse, og på den måde skærpes filmen gennem hele processen. Der pågår en slags arkæologisk undersøgelse, idet byen undersøges, som om den var fuldstændig fremmed. Igennem denne undersøgelse finder vi frem til de aspekter af byen, som til dagligt passerer ubemærket gennem synsfeltet, men som fortæller allermest om København. Resultatet bliver en film, der vil overraske og fascinere alle, der kender København gennem det vaneblik, som vi alle til dagligt ser med.


”SE københavn” skildrer alle dele af byen med samme nøgternhed. 

Amalienborgs dekorationer granskes med samme nysgerrighed som furerne på de faldefærdige huse på Refshaleøen. 



En kvindes morgenbad nærstuderes ligeså tæt som et trafikuheld eller en kongelig parade. Men filmen går også under overfladen og skildrer de stemninger, der hersker mellem facaderne, uden at de italesættes.